(Klik på billedet for at forstørre det) PLOT-modellens koordinatsystem er et redskab, der skal målrette og fokusere tv-produktionen. Koordinatsystemet skal bruges i tv-historiens researchfase til at vurdere en given histories fortællemæssige potentiale. Hver enkelt historie skal på forhånd kunne placeres et givent sted i koordinatsystemet efter en vurdering af billedsiden som visuelt handlingsbåret eller visuelt handlingsløs samt kilderne
(Klik på billedet for at forstørre det) Målet med vejviseren er at lede tv-holdet frem til én af PLOT-modellens fire historietyper - med det sigte at styrke fortællingen for at skærpe journalistikken. Udgangspunktet for vejviser-modellen er en journalistisk vurdering af, om tv-holdet står overfor en unik kilde og dermed en mulig hovedperson. En kilde kan defineres som unik, hvis seerne oplever, at kilden udfolder
Syncernes placering er ikke eksakt videnskab, og placeringen er afhængig af både præmis, vinkel, journalistisk kontekst og udsendelsens sendetidspunkt. Derfor sker det ind imellem, at én og samme sync kan udfylde alle fem afgørende led i PKP-modellen – altså at én bestemt sync i realiteten kan indtage fem forskellige placeringer. I det følgende kigger vi nærmere på den problemstilling med afsæt
Udviklings- og gentagelsessync er afgørende, når man skal regne sig frem til, hvor mange syncer der præcist er brug for i en given historie, fordi de to synctyper har to vidt forskellige funktioner: Udviklingssync udvider fortællingen Gentagelsessync repeterer fortællingen Det er udviklingssync, der holder historien på sporet frem mod det journalistiske mål, vinklen, mens gentagelsessync normalt bruges som et formmæssigt
Klip og iscenesættelse hænger nøje sammen. Tv-holdet kan forstærke oplevelsen af rendyrket iscenesættelse ved at klippe historien på en bestemt måde, men de kan også fremme autenticiteten ved at sørge for, at de enkelte klip styrker ægtheden. Lad os kigge på et eksempel fra en historie om kritik af regeringens nye skattereform, hvor præmisfasen var klippet således, da historien blev
Den afgørende sync 2 skal bruges til at sende et klart signal til seerne: Fokuserer historien på en bestemt hovedperson eller bevæger den sig hurtigt fra kilde 1 til en ny kilde i sync 2, der udvider og dermed udvikler historien? Eller sagt med andre ord: Er historien en hoved- eller bipersonhistorie? Traditionelt set vil historiens sync 1 definere historiens præmis,
Hovedpersoner i grupper er ikke usædvanligt i tv-historier, men man skal være opmærksom på visse faldgruber: Gruppen af hovedpersoner må ikke være for stor, og alle i gruppen skal til orde, for ellers er der ikke længere tale om gruppen som hovedperson, men snarere en hovedperson med bipersoner omkring sig. Særligt en af PLOT-modellens historietyper, den handlingsbaserede hovedpersonhistorie, er velegnet til
Vox pop-historier vil jævnligt indeholde betydeligt flere syncer end de fem, der er skitseret i PKP-modellen. Historierne kan ofte uden problemer rumme 8-10 forskellige syncer fra en række kilder, men det er vigtigt at holde sig for øje, at det langt fra er alle disse syncer, der udvikler historien, altså kaldet udviklingssyncer som beskrevet på side 109 i bogen Skarpt
