“Vi leverer et sæt nøgler, så enhver kan få adgang til at producere den skarpe og solide, velfortalte og vedkommende tv-historie.”
Forfatterne gennemgår teorien bag modellerne via mange eksempler, men bogen er først og fremmest en praktisk adgangsbillet til det, alle stræber efter: en velfortalt og skarpt skåret historie.
Verdens ældste fortællemodel er på sin vis også verdens bedste. Nem at huske og formuleret i så tilpas brede termer, at den passer til alle historier uden undtagelse:
Start • Midte • Slutning
Modellen indrammer alle genrer, alle formater og alle længder, og den kan samtidig modstå enhver kritik. Hvem kan i al ædruelighed være uenig i, at historien skal have en start? Eller at der naturligt ligger en midte mellem begyndelse og ende. Og hvem kan argumentere mod, at historien har en slutning?
Man kan være uenig i, hvordan start, midte og slutning skal produceres, men uanset hvad tv-holdet har gjort sig af tanker – kreative eller kedelige – er det pr. definition en start, og det gælder selvsagt også for midten og slutningen.
Dette skisma, den manglede præcision, betyder, at verdens ældste fortællemodel i bund og grund bekræfter det indlysende. Den favner bredt, men også så bredt, at det er vanskeligt at bruge den i produktionen eller efterfølgende finde ud af, hvorfor en tv-historie tog et forkert spor og måske forblev uforløst. Dermed lider modellen af samme skavank, som flere andre fortællemodeller – de beskriver resultatet, men ikke hvordan man kommer frem til resultatet.
En stribe velkendte fortællemodeller har det indbyggede problem, at de anviser, hvordan fortællingen skal forløbe, men ikke hvad tv-holdet helt konkret skal gøre for at omsætte journalistikken til tv. Det er normalt ikke et voldsomt problem for tilrettelæggere af længere programmer, fordi det dramaturgiske og journalistiske forløb ofte smelter sammen, men det ser helt anderledes ud i det korte format. Her er tilrettelæggere nødt til at komprimere fortællingen i et forløb så stramt, at journalistikken ofte vil udmanøvrere dramaturgien.
I nyheds- og aktualitetsformatet vil indhold og journalistik til enhver tid stå over form og dramaturgi. Normalt vil man gøre meget for at få de to ender til at mødes, men målet vil altid være indhold, og hvis valget står mellem væsentlige informationer eller fortællemæssig spændstighed, vil nyhedsfolk altid vælge det første. Det betyder, at en række fortællemodeller jævnligt kommer til kort, fordi de i bund og grund tager afsæt i dramaturgi frem for journalistik.
Nyhedstilrettelæggere kan sagtens lade sig inspirere af eksempelvis berettermodellen, men når produktionen går i gang, vil modellens begreber som uddybning og point of no return stå i anden række i forhold til mere presserende udfordringer som billedmuligheder, og hvad der helt konkret skal siges i sync.
Det løser selvsagt ingen journalistiske knuder, at man kender betydningen af point of no return, hvis man mangler billeder eller er ude af stand til at få en præcis og fokuseret sync med hjem.
Nyhedstilrettelæggere har ikke brug for flere dramaturgiske instrumenter, men snarere et brugbart arbejdsredskab, som tydeliggør, hvad der konkret og præcist kræves for at kunne aflevere en skarpt skåret tv-historie. Og derfor har denne bogs to forfattere udviklet en ny og journalistisk fortællemodel, som vi kalder PKP.
SKARPT SKÅRET, side 34
Alle historier præsenterer plot og personer. Historier kan ikke fungere uden et plot og kan heller ikke forløses uden personer, der påvirkes af plottet. God storytelling kræver ganske enkelt begge dele; handling og mennesker.
Handling vil altid være fundamentet for historier fortalt i levende billeder. Det er forløbet af billeder, lyd og ord, der skaber fortællingen, og hvis man fjerner forløbet, vil der kun være usammenhængende stumper tilbage. Ingen vil kunne finde mening i galskaben.
Forløb og handling er den ene komponent i den motor, der driver tv-historier fremad. Den anden er mennesker, der agerer i plottet og forholder sig til det problemfelt, som tv-holdet vil beskrive, og derfor er det mere end noget andet handling og mennesker, plot og personer, der holder fremdriften oppe og genererer logik i fortællingen. Også mere end journalistikken i sig selv.
Effekten af et robust plot og stærke personer kan ikke undervurderes. Journalistikken er naturligvis grundlaget for nyhedsformatets historier – ellers er det selvsagt ikke journalistik – men uden plot og personer vil journalistikken kunne begrænses til en række informationer, der i princippet lige så godt kan læses højt fra værtens position i nyhedsstudiet.
Det er plot og personer, der kan omsætte journalistik til tv-fortællinger, men trods det er detailkendskabet til disse to betydningsfulde komponenter begrænset. Der eksisterer ganske enkelt ikke en systematiseret viden om, hvordan man via plot og personer kan træffe enkle, men skarpe, betydningsfulde valg, der vil styrke enhver fortælling. Derfor giver det god mening at formalisere plot og personer, og det vil vi gøre i form af PLOT-modellen, som er udviklet til denne bog.
PLOT-modellen er en helt ny måde at systematisere tv-historier på, og for at anskueliggøre modellens tankesæt introducerer vi et nyt journalistisk begreb, historietype, og samtidig det, vi kalder tv-historiernes typologi.
Historietype er ikke det samme som genre. Type er ikke et andet ord for nyhed, reportage og baggrund, og typologi er ikke en anden måde at karakterisere hårde tophistorier eller bløde sluthistorier på. Det er en ny og anderledes måde, som i modsætning til de journalistiske genrer vil give tv-holdet indgående viden om, hvordan en given historie rent praktisk og helt konkret skal produceres, uafhængigt af genren og uafhængigt af det journalistiske ind- hold. Afsættet er i stedet plot og personer.
PLOT-modellens fundament er, at der med plot og personer som eneste afgørende komponenter reelt kun findes fire forskellige historietyper i nyhedsformatet. Disse fire typer dækker al journalistik, indrammer alle fortællinger og hæver sig højt over de klassiske journalistiske genrer. Alle historier uden undtagelse kan og bør fortælles via én af disse fire historietyper, fordi fortællingens form dermed vil understøtte og skærpe journalistikken. Derfor er der grundlæggende kun fire fortællemæssige valgmuligheder, når tv-holdet skal omsætte journalistik til tv, og selv om det næsten lyder for nemt, er det ikke desto mindre den sandhed, vi er kommet frem til efter mange års nærstudier af tv-fortællinger i nyhedsformatet.
PLOT-modellen er baseret på den grundtanke, at man skal forstærke fortællingen for i sidste ende at forstærke journalistikken. Tv-holdet skal med andre ord finde ind til den visuelle kerne af en given historie, skære et rent snit og fortælle den efter én – og kun én – af de fire historietyper. Jo renere snittet er lavet, jo mere kompromisløse tv-holdet har været i deres valg, desto bedre vil tv-fortællingen som udgangspunkt blive.
SKARPT SKÅRET, side 128
Nyhedsformatet er en kompleks størrelse og kan i princippet rumme alt fra krig til kærlighed, fra politi til politik, fra fattig til fuldfed, fra pop til protest, fra nyhed til nysgerrighed. Nyhedsformatet favner alt fra folkedyb til folketing, men nåleøjet er snævert, når nyhedsstationerne vurderer, om de vil bringe en given historie eller ej.
Der skal sorteres, vurderes og prioriteres, inden redaktøren siger ja tak, og der skal falde mange ting på plads, inden fotografen siger den er i kassen. Inden historien når frem til seerne, har den altid passeret en lang række beslutningsprocesser, kriterier og krav.
De journalistiske kriterier er ikke en videnskabelig størrelse, og udvælgelsen af historier foregår ikke altid efter et mønster, som er åbenlyst for folk uden for branchen. Det eneste reelle krav til historier, der skal nå ud til en større del af befolkningen, er normalt, at de har relevans.
Historierne skal betyde noget for andre – og gerne mange andre – end de mennesker, der medvirker i historierne, så derfor er relevans kriterie nummer 1, når man producerer til en nyhedsudsendelse. Men derefter bliver det lidt mere tåget.
Meget journalistik styres af mavefornemmelse, og kolleger på den samme redaktion kan sagtens vurdere den samme historie forskelligt og ind imellem også være pænt uenige, om en historie er god eller ej. Derfor kan det være vanskeligt at lægge kriterierne i faste rammer, men hvis vi alligevel skal gøre forsøget, er vi nødt til at kigge nærmere på det, man i journalistikken kender som AVIS-K kriterierne:
Aktualitet: historier om nye begivenheder, viden, holdninger og forslag
Væsentlighed: historier af især samfundsmæssig betydning
Identifikation: historier, som er tæt på og relevante for modtageren
Sensation: historier, der overrasker og bringer det uventede og usædvanlige
Konflikt: historier om personer, organisationer, firma eller lande i strid
De allerbedste historier opfylder alle fem kriterier, for eksempel angreb på World Trade Center eller statsministeren udskriver valg, men ofte er kun et par kriterier opfyldt, og tilrettelæggere vil derfor stræbe efter at få flere kriterier med.
Hvis historien er aktuel, vil tilrettelæggere eksempelvis lede efter væsentlighed, og hvis historien er væsentlig, vil de opsøge identifikation, mens de vil forsøge at opsnuse en konflikt, hvis historien eksempelvis kun rummer identifikation. Tilrettelæggere vil så vidt muligt jagte mindst to, men gerne flere kriterier, fordi den gode historie er karakteriseret ved at opfylde så mange kriterier som muligt.
AVIS-K kriterierne gælder for alle journalistiske medier, men den gode tv- historie er samtidig et kompliceret miks af en række forskellige tv-mæssige elementer, som hver især understøtter hinanden og samlet skal give et stærkt journalistisk og visuelt udtryk. Disse tv-mæssige elementer kan ikke umiddelbart sammenlignes med AVIS-K, og der findes ikke lignende kriterier for den del af tv-produktionen, som er funderet i alt andet end journalistik. Til gengæld kan de tv-mæssige elementer sikre, at man holder fortællingen på rette spor, og derfor vil vi nu i prioriteret rækkefølge skitsere rammen om de elementer, som fortællemæssigt er særligt vigtige, og som tv-holdet derfor målrettet bør lede efter under planlægningen af den gode tv-historie.
SKARPT SKÅRET, side 231