PKP-modellen har tre faser, som hver især skal have plads og tid til at udfolde sig i en given tv-historie:
Præmis • Konsekvens • Perspektiv
Historiens midterste fase udgør ofte halvdelen eller mere af den samlede historie og er dermed betydeligt længere end de to øvrige faser. Konsekvensfasen består derfor af tre små led:
baggrund • dokumentation • klimaks
Tankegangen bag modellen er, at alle tv-historier skal igennem tre faser for at kunne forløses journalistisk såvel som visuelt. Når disse tre faser er forløst, vil det helt naturligt skabe en logisk dramaturgi, der kan omsætte alle journalistiske historier til velfungerende tv-fortællinger. Der skal med andre ord være en fase, hvor historiens præmis bliver tydeligt slået fast hos seerne. Derefter skal der være en fase, hvor præmissen får en mærkbar konsekvens – og denne historiens midterste fase skal i parentes bemærket udfolde journalistisk baggrund, dokumentation og klimaks – og historien skal afsluttes med en fase, hvor præmissen får et fremadrettet perspektiv. Alle historier skal dermed i forkortet form indeholde P, K og P.
PKP-modellen er udviklet til historier i nyheds- og aktualitetsformatet med en varighed på halvandet til tre minutter, men kan også bruges i både kortere og længere formater. I sin reneste form vil PKP-modellen dog typisk udfolde sig bedst i historier af et par minutters varighed.
Alle faser skal alle have plads til at udspille sig. Midterfasen kræver dog betydeligt mere plads og tid end de øvrige, og ofte vil konsekvensfasen tidsmæssigt vare mere end halvdelen af historien. I en to-minutters tv-historie vil konsekvensfasen med sine tre små led altså fylde ét minut eller mere, hvilket efterlader mindre end 30 sekunder til at udfolde præmis- og perspektivfasen.