Målet med vejviseren er at lede tv-holdet frem til én af PLOT-modellens fire historietyper – med det sigte at styrke fortællingen for at skærpe journalistikken.
Udgangspunktet for vejviser-modellen er en journalistisk vurdering af, om tv-holdet står overfor en unik kilde og dermed en mulig hovedperson. En kilde kan defineres som unik, hvis seerne oplever, at kilden udfolder en enestående historie, som berettiger, at netop denne kilde er hovedperson i historien.
Når tv-holdet har vurderet om kilden er unik – ja eller nej – skal de gennemføre en lignende journalistisk vurdering af historiens visuelle handlingsforløb. Er der en gennemgående visuel handling fra A til B, eller vil historien have bedst af at forløbe uden et egentligt visuelt plot – ja eller nej.
Når den journalistiske vurdering af historiens mulige kilder og potentielle visuelle handling er foretaget, kan tv-holdet sige ja eller nej ned gennem vejviser-modellen. Dermed vil de ende ved én af PLOT-modellens fire historietyper, der hver især har bestemte karakteristika, som tv-holdet skal bruge til at fremme den specifikke journalistiske historie – lige fra introduktion af fortællingens personer til søsætning af præmis og forløsning af klimaks. Alle disse karakteristika bliver beskrevet over mere end 70 sider i SKARPT SKÅRET.