Den afgørende sync 2 skal bruges til at sende et klart signal til seerne: Fokuserer historien på en bestemt hovedperson eller bevæger den sig hurtigt fra kilde 1 til en ny kilde i sync 2, der udvider og dermed udvikler historien? Eller sagt med andre ord: Er historien en hoved- eller bipersonhistorie?
Traditionelt set vil historiens sync 1 definere historiens præmis, mens sync 2 definerer, om historien er båret af hoved- eller bipersoner. Det skyldes, at man i bipersonhistorier vil flytte fokus fra den første kilde, så snart præmissen er slået fast, og derfor skifter man typisk både kilde og scene efter første sync i en historie, der er baseret på bipersoner – medmindre der er en stærk fortællemæssig årsag til at lade være.
Tilrettelæggere vil måske blive en smule bekymret over udsigten til altid at skulle skifte kilde og scene i den handlingsløse bipersonhistorie, som trods alt udgør helt op til tre ud af fire historier i nyhedsudsendelsen. Det kan være en stærkt begrænsende regel at arbejde efter, og derfor vil vi lægge et klart forbehold ind: Tv-holdet kan godt vælge at bringe den samme kilde to gange i træk i en bipersonhistorie, hvis problemfeltet er kompliceret eller kildens forhistorie kræver et længere anslag. Men i disse tilfælde vil det gavne fortællingen, hvis de to syncer er tydeligt adskilt – eksempelvis skudt i to vidt forskellige indstillinger, med to forskellige baggrunde eller på to forskellige steder, som det eksempelvis er gjort i denne historie om krise for den danske greencard-ordning:
I denne bipersonhistorie har tilrettelæggeren valgt at bringe den samme kilde i sync to gange i træk, men der er stadig fremdrift i den visuelle fortællingen, fordi fotografen har sørget for at filme kilden i to forskellige sync-billeder, det ene ved bilen og det andet på gaden. Det betyder intet for den journalistiske historie, men vil til gengæld betyde noget for oplevelsen af historien, der kommer til at fremstå som mere dynamisk.
Det stiller krav til tv-holdet, hvis de skal interviewe kilder ad flere omgange, og det kræver, at tilrettelæggeren har et stramt fokus og allerede under selve optagelsen kan forudsige rækkefølgen af syncerne. Men anstrengelserne gavner til gengæld den visuelle fortælling, hvilket bliver tydeligt, hvis vi for eksperimentets skyld bringer det samme sync-billede i både sync 1 og 2:
I denne konstruerede sekvens har vi valgt at bringe det samme sync-billede to gange i træk, og det skaber en mere stillestående historie, præget af visuel gentagelse i stedet for fremdrift. Rent journalistisk har vi ikke ændret noget, men historien vil blive oplevet anderledes, og sekvensen vil fremstå som rendyrkede dækbilleder, der blot skal illustrere journalistikken i stedet for at integrere den i et billedforløb.
Tv-hold, der gerne vil arbejde med at interviewe kilder ad flere omgange i flere forskellige scener, kan med fordel bruge arbejdsmetoden sync n´move, som beskrives på side 269 i bogen Skarpt skåret. Men inden man griber til denne løsning, så lad os konstatere, at de fleste handlingsløse bipersonhistorier vil have gavn af et kilde- og sceneskift i den indledende fase, fordi det tydeligt signalerer, at problemfeltet udvider sig og den visuelle historie udvikler sig.
Se historien om greencard-ordningen