Udviklings- og gentagelsessync er afgørende, når man skal regne sig frem til, hvor mange syncer der præcist er brug for i en given historie, fordi de to synctyper har to vidt forskellige funktioner:
- Udviklingssync udvider fortællingen
- Gentagelsessync repeterer fortællingen
Det er udviklingssync, der holder historien på sporet frem mod det journalistiske mål, vinklen, mens gentagelsessync normalt bruges som et formmæssigt greb for at skitsere historiens omfang eller det faktum, at den interesserer eller rammer mange. Derfor bør tilrettelæggere skelne skarpt mellem udviklings- og gentagelsessync, og de bør bruge især gentagelsessync med omtanke for at undgå, at historier i lange passager gentager sig selv.
Lad os se på et eksempel – fra en historie om forældre ramt af landsdækkende pædagogstrejke, hvor vi har sakset samtlige otte syncer, lagt dem ind i PKP-modellen og givet dem en farve, så man tydeligt kan adskille blå udviklingssync og grønne gentagelsessync:
Denne nyhedshistorie varer 2.04 minutter og indeholder i alt otte syncer, hvoraf de fire blå er udviklingssyncer, mens de fire grønne er gentagelsessyncer. Tilrettelæggeren formår altså at afvikle otte fuldbyrdede syncer på lidt mere end to minutter, og alt er lige efter bogen – næsten.
Det skarpe øje vil lægge mærke til, at de grønne gentagelsessyncer fylder halvdelen af historien, og dermed fortællingen i princippet gentage sig selv i pæne dele af historiens faser – især i nyhedshistorier, hvor gentagelse kan være et tegn på substansmæssig stilstand.
Den skarpe læser vil også lægge mærke til, at historien er tung på sync i både præmis- og perspektivfase, men tynd på midten, hvor den journalistiske konsekvens skal udfoldes. Det kan være andet et faresignal, og derfor vil vi i det følgende dykke ned i et løsningsforslag, der kan skabe udvikling fremfor gentagelse.
Udvikling skaber journalistisk fremdrift og mulighed for visuel dynamik fra start til slut, og man skal aldrig undervurdere seernes evne til at fornemme tomgang. De er uhyggeligt trænede i at afkode, om historien står stille eller bevæger sig.
Historien om forældre ramt af landsdækkende pædagogstrejke mangler udvikling. Ikke meget, men nok til, at der skal reageres. Problemerne kan løses med ganske få midler, som vi har tilladt os at gøre i dette konstruerede eksempel, hvor vi har flyttet lidt rundt på brikkerne og tilføjet en ekstra sync, så forløbet af historien kommer til at se helt anderledes ud – igen med blå udviklingssync og grønne gentagelsessync:
De få minimale ændringer skaber samlet set en historie, der indeholder færre gentagelsessyncer, kommer hurtigere frem til konsekvensfasens substans, udvikler sig på midten og forløses i et mere entydigt klimaks.
Vi har foretaget disse ændringer:
Vi har halveret antallet af gentagelsessync. I det konstruerede eksempel er det kun sync 2 og 8, der fungerer som gentagelsessync, hvilket skaber mere journalistisk dynamik i fortællingen.
Sync 3 og 5 bytter plads, så præmisfasen bliver kortere, mens baggrundsleddet får et klarere afsæt via pædagog-syncen og bliver en mere helstøbt indledning til konsekvensfasen, som dermed også bliver længere.
Den oprindelige sync 6 har vi slettet og i stedet har vi tilføjet en ny sync 6 for at skærpe det, der er på spil. Den nye sync 6 fungerer som et stærkere klimaks, der ikke alene sætter historien på spidsen, men også signalerer, at pædagogerne er villige til at kæmpe for det, der er på spil. Det skaber en tydeligere modsætning til de frustrerede forældre i sync 7 og 8.
Samlet set har vi med ganske få midler ændret historiens journalistiske fremdrift fra halvsløj til fuldfed.
Løsningsforslaget skaber tryk på fortællingens udvikling. Hvert enkelt led bidrager stærkere til at udbygge historiens præmis og vinkel, og fortællingen vil stå skarpere, fordi det i højere grad bliver en historie om forældrene på den ene side og pædagogerne på den anden – bedst eksemplificeret ved at vi har fjernet den oprindelige sync 6, hvor en forælder i realiteten stiller sig på pædagogernes side. Det konstruerede eksempel vil blive oplevet som en fortælling, der bevæger sig mere fremad og tegner modsætningerne skarpere end den oprindelige historie – via nogle simple greb, der ikke kræver yderligere optagelser eller store journalistiske kræfter.