Klip og iscenesættelse hænger nøje sammen. Tv-holdet kan forstærke oplevelsen af rendyrket iscenesættelse ved at klippe historien på en bestemt måde, men de kan også fremme autenticiteten ved at sørge for, at de enkelte klip styrker ægtheden. Lad os kigge på et eksempel fra en historie om kritik af regeringens nye skattereform, hvor præmisfasen var klippet således, da historien blev sendt i tv:
Under optagelsen til denne historie har tv-holdet sandsynligvis hverken haft mange muligheder eller meget tid med kilden. Praktik og logistik kan influere på kvaliteten af optagelserne, men der er ingen grund til at bære dette med helt ind i redigeringsprocessen. Det springer især i øjnene, at der i sekvensen er klippet fra forløb til sync og tilbage i samme forløb, hvilket øjeblikkeligt afmonterer muligheden for, at seerne oplever en virkelig handling udspille sig – altså at Jørgen Reenberg så at sige er ude at gå en tur og sætter sig på en bænk for at kigge ud i intetheden i desperat håb om, at arbejdsløsheden slutter en dag. Det er den oplevelse, tv-holdet gerne vil give seerne, og det kunne faktisk lade sig gøre med få midler – som i dette konstruerede eksempel:
I denne sekvens er der intet brud på det naturlige forløb, og speaken lægger sig samtidig meget tæt op ad billedsiden. Det bliver aldrig stor tv-kunst, men hvis sekvensen var skruet sammen på denne måde, ville tv-holdet have udnyttet de spinkle muligheder, situationen tilbyder. Kritikere vil muligvis fastholde, at sekvensen stadig er konstrueret, hvilket i sagens natur er sandt, men det er dog konstrueret med respekt for et reelt forløb i billederne. Sync, billeder og speak er integreret, så det fungerer som en gengivelse af kildens virkelighed. Men indrømmet – det ville være bedre tv, hvis det var virkelig virkelighed.