PKP-modellen udfolder sig i tre faser – præmis, konsekvens, perspektiv – og hver af disse faser har en specifik og afgørende funktion i det dramaturgiske forløb. Man kan altså ikke udelade en af faserne uden at dramaturgien grundstøder.
Uden præmisfase vil fortællingen forekomme pointe- og missionsløs, og seerne vil ubevidst lede efter årsagen til at se historien. Uden konsekvensfase vil fortællingen mangle substans og journalistisk tyngde, og seerne vil ubevidst lede efter begrundelsen for, at historien skulle være væsentlig. Uden perspektivfase vil fortællingen virke abrupt og uforløst, og seerne vil ubevidst lede efter en tydelig afrunding, der peger frem og ud af historien.
PKP-modellen er et journalistisk arbejdsredskab, som lader indholdet skabe dramaturgien, og derfor kan man også sætte ganske præcise ord på funktionen af modellens tre faser:
Præmis
Hvorfor skal seerne kigge med?
Konsekvens
Hvad skal seerne forstå?
Perspektiv
Hvordan kommer det til at gå?
Alle gode fortællinger har brug for alle faser i nøje afmålte størrelser, og i en velfungerende historie vil det logisk fremadskridende forløb kun kunne afvikles i et naturligt tempo, hvis fortællingen er i dramaturgisk balance og alle faser har fået tid og plads i fortællingen. I SKARPT SKÅRET bliver PKP-modellens faser beskrevet i detaljer over mere end 60 sider med fokus på, hvad tv-folk skal gøre for at sikre, at både sync, billeder, soundbites og speak følger et logisk og stringent dramaturgisk forløb.