Det er til evig diskussion: Er der for meget form og for lidt indhold i tv? Svaret er hverken et ja eller et nej, men et både og, og for at forstå dette politikersvar, skal vi tilbage til dansk tv før 1988.
Før monopolet blev brudt havde danskerne en lang tradition for at se tv-nyhedsjournalistik, som handlede om alt andet end dem selv, og det var de store ting i samfundet, der var i fokus, når familien Danmark var samlet foran tv-apparatet. Det nye var, at monopolbryderens tv-journalister angreb samfundets problemstillinger med synsvinklen nedefra og op i stedet for oppefra og ned, som var normalen før 1988. Før monopolbruddet var nyhedsudsendelser i vid udstrækning oplysning til borgerne om samfundet, men TV 2 vendte begrebet på hovedet og lavede oplysning til samfundet om borgerne.
OBS blev til OSB. Der blev flere konsekvenshistorier, som tog udgangspunkt i de almindelige mennesker, der mærkede politikernes beslutninger, og resultatet var færre slips og flere gummistøvler, som tv-journalisten Johannes Langkilde på et tidspunkt har skrevet på sin blog.
Monopolbruddet og den journalistiske retning, der blev lagt ved TV 2´s grundlæggelse, har ført til en ny generation af tv-journalister, som både bærer OSB-begrebet med sig i alt det, de producerer. Ikke kun hos monopolbryderen, på TV 2 Nyhederne og de otte TV 2 regioner, men også på DR, på TV-Avisen, som gradvist efter monopolbruddet har lagt stilen om og et meget langt stykke ad vejen er gået i samme retning som TV 2.
På både DR og TV 2 er det i dag et succeskriterie for nyhedsudsendelser, at man tager udgangspunkt i almindelige mennesker, som mærker politikernes beslutninger, altså OSB-historien. Den anden historietype, OBS, har det svært, og det er efterhånden ikke hverdag at se længere historier, der er produceret efter devisen oplysning til borgerne om samfundet.
Den er denne prioritering, denne tankegang, som den nye generation af journalister i stor stil arbejder efter, og tv-journalister fra ”den gamle verden” har haft det svært i denne nye tid. De har mistet fodfæstet og oplever for første gang, at hovedparten af deres kolleger er vokset op i tv-branchen. Tidligere havde mange en fortid i det skrevne medie, men i dag er det efterhånden en sjældenhed, at tv-journalister under 40 har skrevet andet end nogle ganske få artikler i deres professionelle liv. De er tv-journalister og ikke andet end det. Og det er de vel at mærke helt ind i hjertet.
Vi er i disse år for første gang nogensinde i en situation, hvor hovedparten af de journalister, der laver tv, aldrig har lavet og heller aldrig kunne drømme om at lave andet, og dermed kan man med en vis ret sige, at tv-journalistikken først nu – mere end 40 år efter at TV-Avisen gik i luften – er helt fri af moderbindingerne.
Kritikere vil mene, at den nye generation af tv-journalister ikke interesserer sig for klassisk journalistisk substans, men udelukkende har fokus på form. Det er ikke sjældent, at man hører vendinger à la tv-nyheder handler ikke om noget og der var mere indhold i gamle dage – sjovt nok mest fra mennesker, der har det skrevne som deres fundament.
Kritikerne kan have ret. Jo mere tv fokuserer på emner, der har sit afsæt i virkelige begivenheder og tager udgangspunkt i menneskers hverdag, desto mere tv-tid vil der gå med at få etableret historiens karakterer, skabe en handling og forløse den tv-mæssige del af historien. Og desto mindre tid vil tv-journalisten selvsagt have til at aflevere klassisk journalistisk information. Det er ubestridt. Men er det godt tv?
Spørgsmålet er, om substans kun er klassisk journalistisk indhold eller om det også er form, følelser og oplevelse. Vil historien i virkeligheden være interessant at se i fjernsynet, hvis den er skrællet for form?
Tv-journalistik er intet uden indhold. Men det er også vigtigt at gøre sig klart, at tv-journalistikken heller intet er uden form. På den måde er selve ordet tv-journalistik et møde mellem to modsætninger. Journalistik er indhold, og tv er form. Tv-journalistik er begge dele, og mens det er indholdet, der får folk til at tænde for fjernsynet, så er det formen, der får dem til at hænge ved.
Form på tv kan defineres som alt det, der ikke ville være der, hvis historien var nøgternt fortalt akkompagneret af en række generelle dækbilleder. Form er ikke kun smarte klip og visuelle virkemidler, men også følelsesudbrud, tårer og glæde, historiens nærhed i billeder, soundbites og speak og ikke mindst det visuelle bevis på, at historien er rigtig. Dermed er form også indhold og indhold er form. Og tv-journalistik er mere end speak, billeder og soundbites. Det er de følelser, det skaber, og den oplevelse, det giver. Form og indhold, fortælling og substans, kan altså ikke skilles ad, hvis man skal producere tv efter tv-mediets natur.